”Det fedeste er at mor og far ikke er her”

19-årige Marcus Brandt, der har cerebral parese, har fået en stor personlig udvikling af sit ophold på Neurocenter Østerskoven. Bedre kommunikation, mere selvstændighed og ikke mindst et sjovt ungdomsmiljø – med en sød kæreste – har de 1½ år givet ham.

Marcus Brandt på Neurocenter Østerskoven.Tekst og foto: Benjamin Steengaard Rasmussen

Det rød-hvide Aab-logo på Marcus Brandts værelse på Neurocenter Østerskoven var ingen hindring i et godt venskab med Jesper, der ligesom Marcus har cerebral parese og bruger talemaskine, men er fan af FC Midtjylland.

Venskabet mellem de to fodboldinteresserede unge fyre er bare en af de mange gevinster, som Marcus har fået ud af sit ophold på Neurocenter Østerskoven – et ophold som Marcus’ forældre, Jytte og Andreas Brandt, er meget begejstrede for på sønnens vegne.

Familien kommer fra Pandrup i Nordjylland og tæller også Marcus’ lillebror på 16 år. Efter et skoleforløb på Vester Mariendal Skoles specialafdeling i Aalborg var fremtiden uklar for Marcus, der er kørestolsbruger og svagtseende. Men efter et besøg på Østerskoven sagde han: ”Her vil jeg bo”.

Det krævede dog tålmodighed og et stort fodarbejde af Jytte og Andreas Brandt, der med god argumentation overfor kommunen fik lavet en tre års plan for Marcus. Kommunen var dog først indstillet på at bevilge en plads på Østerskoven, når Marcus blev 18 år.

Frigørelse og nye krav

For Jytte Brandt var det lidt af en udfordring efter 18 års pleje og omsorg af sin søn at overlade ham helt til Østerskovens personale.

- Det var hårdt at sende Marcus afsted hjemmefra og hårdt med de nye krav, der blev stillet til ham, forklarer Jytte Brandt, der dog hurtigt erfarede, hvad tanken var med at stille større krav til de unge.

Netop frigørelsen og de nye krav, der stilles, gavner de unge på Østerskoven, og det er Marcus bestemt også vokset af. Og sammen med den tværfaglige tilgang fra personalet skaber det tydelige resultater.

Kommunikation er et af Østerskovens specialer, og her er Marcus blevet markant bedre. Han kan nu bruge sin talecomputer og kan skrive lange sætninger, hvor han tidligere brugte en pegeplade.

- Det har givet Marcus en meget større selvstændighed at være her. Nu siger han selv, når han for eksempel vil bede om mere at spise eller vil have klippet negle, og han kan selv henvende sig i banken og blive ekspederet. Han er blevet meget mere robust, siger Jytte Brandt.

Marcus har også lært at sende sms’er og mails, hvilket betyder, at han kan kommunikere med andre langt væk uden at få hjælp til det.

Del af et ungdomsmiljø

Hjemme i Pandrup ville Marcus ikke have oplevet og været del af et ungdomsmiljø som på Østerskoven, og det har været en vigtig del af hans udvikling. Det har også givet ham et godt venskab med Jesper, omkring fodbold og musik, og en kæreste, Mia. Og alt dette var netop noget, Marcus savnede derhjemme, og som Marcus selv siger: ”Det fedeste ved Østerskoven er, at mor og far ikke er her.”

Her fik han de udfordringer og oplevelser, som kendetegner et ungdomsliv. Og som med alle andre unge er det ikke alt, Marcus har fortalt forældrene, når han har været hjemme. Men på statusmøderne kunne forældrene høre, at det gik godt med deres søn.

- Hvis ikke Marcus var kommet på Østerskoven, ville hans kommunikation ikke have udviklet sig så meget, og han ville ikke være på samme niveau. Han ville ikke være blevet klar til et ophold på Egmont Højskolen, forklarer Andreas Brandt og uddyber:

- Nu har Marcus lært at være væk hjemmefra og at være ude. Han er blevet mere kommunikerende, har lært at skælde ud og er blevet vant til at tackle nye situationer. Han er simpelthen blevet modnet her og ført ind i en voksentilværelse.

Opholdet på Østerskoven har hærdet Marcus, så han er klar til at fortsætte sin rejse mod det virkelige voksenliv, måske med en BPA. I første omgang går turen til Egmont Højskolen, hvor han begyndte den 2. august, og hvor hans gode kammerat Jesper fra Østerskoven også er begyndt. Så bliver der igen mulighed for at dyrke det gode venskab – og se fodbold sammen.

Sidst opdateret:
Gå til top Top