Ridning blev min redning

Ridningen har givet mig ro i kroppen, masser af selvtillid, stor mental styrke og mere kontrol over mine muskler, fortæller Carla Moos.

Carla Moos.Tekst: Frands Havaleschka - Foto: Helle Moos

Carla Moos på 20 år er slet ikke i tvivl om, at ridning og ridefysioterapi har løst mange af hendes udfordringer op gennem ungdomslivet, hvor diagnosen cerebral parese har været et vilkår i hverdagen. Hun føler samtidig, at hendes handicap næsten er ikke-eksisterende, når hun sidder på en hesteryg.

Carla Moos har cerebral parese i en grad, som fagfolk nok ville mene tilhører GMFCS kategori 2. Aktiv og mobil med selvstændig gangfunktion, men alligevel med visse udfordringer. Derfor var hun heller ikke mere end tre år gammel, da hendes forældre første gang tog hende med til ridefysioterapi på et hold i Vedbæk Rideklub. Det foregik med en voksen bag sig på sadlen som støtte.

I flere år var hun en del af holdet, men som 8-årig startede hun med ridetimer og ekstra træning, fordi hun kunne mærke, at hun havde stor gavn af ridningen. Nu fik hun lov at ride selv uden trækker, og det var en god oplevelse, husker Carla Moos.

Træningen blev intensiveret

Som 13-årig skiftede hun rideklub, intensiverede træningen og red nu tre gange om ugen samt deltog i forskellige ridestævner. Siden har hun forsøgt at holde ridningen ved lige, når det var muligt. Bl.a. har hun reddet meget sammen med familien, når de var på ferie. Hendes far var vild med ridning fra starten, hendes mor blev det hen ad vejen, og da Carla ønskede at tage 10. klasse på efterskole, faldt valget naturligvis på en skole, hvor hun bl.a. havde mulighed for at ride.

- På efterskolen fik jeg forstuvet hoften, hvordan det nu kunne lade sig gøre, men varmen og bevægelsen fra hesten lindrede mine smerter og hjalp til en hurtig restitution. Og sådan oplever jeg det faktisk hver gang, jeg sætter mig op på en hest, fortæller Carla Moos.

Ridningen har styrket ryggen og mavemusklerne og givet Carla en bedre holdning. Samtidig er gangfunktionen og balancen blevet forbedret. Det er hun ikke i tvivl om skyldes ridningen. Specielt islandske heste, der går i den mere glidende gangart tølt, er godt for kroppen.

Ridning holder kroppen ved lige

Faktisk mærker hun effekten mest tydeligt, når hun i en længere periode ikke har haft mulighed for at ride. Så får hun ondt i ryggen, spændinger i musklerne og stramme hofter. Så er det bare om at komme op på hesten igen. I øjeblikket er hun i fuld gang med en specialuddannelse i Viborg, et visuelt HF-forløb, hvor en 3-årig HF-uddannelse kombineres med et kunstforløb, hvilket giver en god balance mellem det boglige og det kreative.

- Desværre er der langt til en ridestald med islandske heste, men hvis jeg kunne få muligheden for at få ridefysioterapi eller ridning ind i mit program, så vil jeg så meget gerne det, slutter Carla Moos, der savner den fysioterapeutiske virkning, som ridningen har givet hende.

Sidst opdateret:
Gå til top Top