Nyt fokus på screening for livmoderhalskræft af kvinder med CP
06. december 2017

Nyt fokus på screening for livmoderhalskræft af kvinder med CP

Sundhedsstyrelsen har netop sendt nye anbefalinger for screening for livmoderhalskræft i høring, og med i anbefalingen er som noget nyt fokus på kvinder med funktionsnedsættelser. Et emne som er kommet med i anbefalingen efter dialog mellem sundhedsminister Ellen Trane Nørby og Spastikerforeningen.

De nye anbefalinger for screening mod livmoderhalskræft, som Sundhedsstyrelsen netop har sendt i høring, indeholder på Spastikerforeningens opfordring en anbefaling om større fokus på handicappede kvinders deltagelse i screeningsprogrammet. I udkastet til de nye anbefalinger hedder det således:

”En nylig rapport fra Statens Institut for Folkesundhed (39) har vist, at for kvinder med cerebral parese er deltagelsen i screeningsprogrammet 44 %, og det kan tænkes, at dette også afspejles i en lavere deltagelse for kvinder med andre underliggende tilstande eller funktionsnedsættelser.”

Og i anbefalingen hedder det:

• ”Alle regioner bør iværksætte initiativer, der kan lette adgangen til prøvetagning for kvinder, som ønsker at deltage, som fx mobilklinikker og indsatser for grupper med særlig lav deltagelse såsom kvinder af anden etnisk herkomst og kvinder med funktionsnedsættelse.

• Det anbefales, at såvel de enkelte regioner som den Nationale Styregruppe for Livmoderhalskræftscreening iværksætter yderligere undersøgelser og tiltag, der kortlægger og adresserer barriererne i de grupper, som har lavest deltagelse”.

Savner yderligere undersøgelse

Det nye fokus og de to nye anbefalinger er en direkte konsekvens af Spastikerforeningens dialog med sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

- Det er mindre end 1½ måned siden, vi skrev til ministeren, så vi kvitterer selvfølgelig for hendes hurtige og positive reaktion. Det er vigtigt, at anbefalingen peger på problemet med den lave deltagelse af kvinder med cerebral parese. Det er vi meget tilfredse med. Men vi bad også ministeren om at iværksætte yderligere undersøgelser – både af den lave deltagelse i screeningen mod livmoderhalskræft og af de øvrige screeningsprogrammer: bryst- og tarmkræft. På det punkt har ministeren desværre ikke imødekommet os, konstaterer Spastikerforeningens direktør Mogens Wiederholt og tilføjer:

- Spastikerforeningen er dybt bekymret over, at det mønster, vi ser med screening mod livmoderhalskræft, kan være det samme for blandt andet screening for brystkræft og tarmkræft. Derfor vil vi have undersøgt, hvordan deltagelsen ser ud for de programmer - ikke bare om mennesker med CP deltager eller ej, men også hvorfor de ikke deltager, hvis det er tilfældet. Derudover vil vi også gerne have undersøgt, om børn med CP deltager i de obligatoriske vaccinationsprogrammer og de almindelige børneundersøgelser. Vi kan ikke leve med frygten for, at alle disse sygdomsforebyggende foranstaltninger kører uden om børn og voksne med cerebral parese – eller med andre funktionsnedsættelser. Derfor vil vi finde andre veje til at få problemet undersøgt til bunds, lover Mogens Wiederholt.

Baggrunden for det store fokus er en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, som blev offentliggjort den 1. november. Rapporten peger netop på disse og andre sundhedsproblemer blandt mennesker med cerebral parese. Du kan læse mere om rapporten her, og du kan læse en større gennemgang af rapportens konklusioner i december-udgaven af CP Magasinet INDBLIK.

Sidst opdateret:
Gå til top Top