Jonas' Camino-eventyr

Jonas' Camino-eventyr

Punkteringer, ansættelse af hjælpere over Face Time og mangel på kørestole. Udfordringerne var mange og løsningerne kreative, da jeg begav mig ud på en knap 800 kilometer lang rejse gennem det spanske landskab.

Af Jonas Dreiøe

 

Det var under en køretur med en af mine hjælpere, at jeg fik lysten til at rulle den franske Camino – en pilgrimsrute fra Sydfrankrig til det vestlige Spanien. Min hjælper og jeg kender hinanden fra den højskole, jeg bor på for tiden. For mit vedkommende, var det mest eventyret og det at udfordre mig selv, der drev mig.

Vi sad i bilen og talte om, hvor vi havde rejst. Han fortalte, at han gerne ville gå hele den franske Camino engang. Så spurgte han mig, om jeg ville med. Jeg sagde straks ja – og så begyndte planlægningen af den lange rejse.

 

Inspiration fra film

Rejsen krævede en masse forberedelse. Jeg købte blandt andet en terrænkørende kørestol (en Josi Jogger fra Anatomic Sitt), og jeg lavede aftaler med en masse hjælpere, der sagde ja til at bruge noget af deres sommerferie sammen med mig. Samtidig måtte jeg indse, at ikke alt kunne planlægges på forhånd. Vi havde også set ”I’ll Push You” – en dokumentar om en hjælper og en handicappet der trillede caminoen på samme måde som os. De havde bare en markant mere luksuriøs rejse. Vi havde nemlig ikke alverdens penge.

 

Problemer ved start

Vi fløj til Toulouse i Sydfrankrig, og før vi var kommet ud på ruten, opstod der to problemer med joggeren. Det ene problem var, at lynlåsen til ryglænet hele tiden gik op, og derudover knækkede vi en af de fire aluminiums-skruer, man skal bruge til at klappe joggeren sammen.

De to problemer havde vi forberedt løsninger på hjemmefra, idet vi havde fået en liste med do’es and don’ts af Egmont Højskolens pedeller – blandt andet havde vi fået at vide, at en svensknøgle var essentiel, og at lynlåsen på joggeren var et svagt punkt. Vi rejste videre til Saint Jean Pied de Port – vores startsted tæt ved grænsen til Spanien, og her fandt vi hurtigst muligt en syerske, som syede lynlåsen med dobbelt sejlgarn.

Så var vi klar til at bevæge os ud på ruten.

 

Umulige stier

De største udfordringer, da vi kom ud på Caminoen, var joggerens størrelse, og at den kunne vælte på visse strækninger, hvis vi tog ét forkert skridt.  Det var især, hvor stien var meget smal, eller hvis der var kæmpestore sten. Heldigvis gik det godt. Ellers ville rejsen nok være stoppet dér.

Det var jævnligt nødvendigt at finde løsninger til at komme videre ad umulige stier, og det var en vild oplevelse. Jeg havde et sejl med, som et par gange blev brugt af fire personer for at løfte mig over nogle steder, hvor det var utrygt at trille med joggeren.

 

Jobsamtaler på Face Time

Vandrehjemmene var heller ikke særligt godt tilgængelige for folk i kørestol. Flere steder måtte hjælperne løfte mig op ad trapperne, men det lykkedes – for jeg skulle jo i mål!

Fra alle, vi mødte, oplevede jeg en helt unik hjælpsomhed til, at vi kunne opnå vores mål. Alt fra at skubbe op ad en meget stejl stigning til at vi måtte låne en kontorstol til at komme omkring på vandrehjemmene. Jeg lånte også nogle gange manuelle kørestole, som nogle vandrehjem havde.

Undervejs på de 779 kilometer, jeg rullede, oplevede jeg, at nogle af hjælperne blev udkørte og alligevel ikke kunne være med hele vejen. Så lagde jeg et opslag op på Facebook og efterlyste flere hænder til at skubbe. Jeg fik rigtig mange henvendelser og holdt jobsamtaler via Face Time med dem alle på et vandrehjem. Jeg ansatte tre, som jeg kendte fra højskolen og fire, jeg overhovedet ikke kendte.

 

Målet

Ruten var fyldt med helt fantastiske naturoplevelser: Vildt smukke, bakkede landskaber, vinmarker, bjerge og historiske landsbyer. Trods problemerne med Josi joggeren ved turens begyndelse holdt den over al forventning på resten af turen, selvom vi havde fem punkteringer.

Det var vildt at komme til byen Santiago de Compostela – rejsens mål! Lidt sørgmodigt, da det var enden på et eventyr, men selvfølgelig vildt fedt, da vi havde opnået vores mål. Jeg er stolt af at være den 107. person med handicap i verden, der har fuldført hele den franske Camino de sidste 20 år.

Det var også utrolig dejligt at komme hjem, og skønt at blive modtaget af min kæreste, som jeg havde savnet. Da jeg kom hjem, var jeg virkeligt træt ovenpå alle oplevelserne og intenst samvær med mange mennesker i syv uger, og jeg orkede overhovedet ikke at deltage i noget. Jeg døjer normalt ikke med øget træthed, men jeg kæmper stadig lidt med trætheden i forhold til før.

 

Jonas’ bedste råd til dig, der vil ud på en krævende rejse

  1. Lyt til din krop – både under rejsen, men specielt også når du er kommet hjem.
  2. Hav et par uger til at komme dig efter rejsen er slut.
  3. Hav udstyret i orden hjemmefra.
  4. Undgå så vidt muligt mellemlandinger med fly. Der kan hurtigt opstå problemer med forsinkelser og risiko for det vigtige udstyr.
  5. Hav styr på reglerne med henyn til udlandsrejse og BPA.
  6. Hav hellere for mange hjælpere med end for få – og få udskiftning undervejs.
  7. Det er umuligt at skabe det perfekte arbejdsmiljø på rejser – gør dine hjælpere opmærksomme på det på forhånd, men prøv alligevel!
Gå til top Top