Livet som hjælper i en BPA-ordning
28. februar 2022

Livet som hjælper i en BPA-ordning

Hvordan er det at arbejde som hjælper under BPA-ordningen? Det har vi spurgt Reiner Aksel Wiese om. Læs hans beretning her:

Hvordan er det at arbejde som hjælper under BPA-ordningen? Det har vi spurgt Reiner Aksel Wiese om. Læs hans beretning her:

Mit navn er Reiner og jeg er hjælper for Peder. I september havde vi 10-års jubilæum. For at markere det, ’bortførte’ jeg Peder. Han vidste ikke hvor vi skulle hen. Vi tog til Aarhus, hvor vores eventyr startede. Der mødtes vi med gamle hjælpere og gamle venner, og nogle var begge dele. Det var nogle RIGTIG gode dage.

Jeg har haft dette arbejde længere end noget andet, og startede uden erfaring eller nogen forestilling om, hvad det er. Heldigvis var Peder god til at lære mig op, og vi fandt tonen stort set med det samme. Det første år var jeg træt hver dag når jeg kom hjem, primært fordi jeg skulle finde min plads i et andet menneskes hjem og liv. At prøve at fornemme, hvad jeg kunne hjælpe med, uden at overtræde en usynlig, udefineret linje. Det er et sted, hvor man som hjælper har en professionel distance, samtidig med, at man er følelsesmæssig tilgængelig. Det er ren psykologi og kemi. Respekten for det hjem og liv man træder ind i, er noget af det vigtigste som ansat i en BPA.

Vi er blevet ganske nære med årene, og har fulgt hinandens op og nedture på tæt hold. Det kan næsten ikke være anderledes, når man bruger så meget tid sammen så tæt på hinanden. Det er jo ikke en fabrik, men et forhold mellem to mennesker. Sådan er det ikke for alle, men jeg er rigtig glad for den model vi har fundet, Peder og jeg.

Hverdagen som hjælper er fuld af små opgaver. Fra at skrive en sms eller mail til rengøring, madlavning og gåture med Peder og Jackie, hunden. Forrige gang jeg var på job, var jeg med til at filme et indlæg til CP-TV, hvilket var superspændende og hyggeligt. Det mindede mig om mine barndomsdrømme om at være instruktør eller kameramand. Andre gange er jeg måske med til kor i det kor Peder har startet i Nordhavn. Heldigt for resten af koret, så synger jeg ikke med.

Om aftenen er der sociale begivenheder. Somme tider er vi ’bare’ mig og Peder, hans mand Claus og hans hjælper, andre gange er der gæster, eller de/vi er selv ude som gæster. Den del er heldigvis kommet i gang igen, efter corona-restriktionerne blev ophævet. Under corona-epidemien voksede der en fælles glæde ved at spille brætspil. Så af og til slutter vi dagen, eller nogle gange natten af med et brætspil og en god øl.

Sidst opdateret:
Gå til top Top