COVID-19: Nyt fra Sundhedsstyrelsen om booster-vaccination
28. juni 2022

COVID-19: Nyt fra Sundhedsstyrelsen om booster-vaccination

Flere patient- og handicapforeninger holdt forleden orienteringsmøde med Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen forventer en ny corona-bølge til vinter. Derfor tilbydes alle over 50 år og særlig udsatte endnu en vaccination, som supplement til tidligere vacciner. Det nye vaccinationsprogram starter i efteråret 2022. Find ud af om ordningen er relevant for dig, eller din pårørende.

Hvad siger Sundhedsstyrelsen?

Sundhedsstyrelsen forventer en COVID-19-bølge til vinter. Derfor har de planlagt et vaccinationsprogram for personer over 50 år og særligt sårbare under 50 år. Formålet er at forebygge alvorlige sygdomsforløb bl.a. indlæggelser og død. Alle over 50 år er automatisk en del af det nye program, mens egen læge vurderer, hvilke personer under 50 år, der er ’særligt sårbare’ og derfor bør vaccineres. Styrelsen understreger, at kun få under 50 år er i særlig risiko, men er du i tvivl, så kontakt din egen læge for at finde ud af, om du bør vaccineres.

De fleste vil dog være meget godt dækket af deres 3. stik, ifølge Sundhedsstyrelsen. Vaccinationsprogrammet starter den 1. oktober med opstart af de ældste og plejehjemsbeboere i midten af september og nogle til sommer.

Hvornår kan jeg vaccineres?

Nogle få personer, vil allerede i sommer kunne få et booster-stik. Det vil være en lægefaglig vurdering, hvilke personer som kommer først i køen. Men som udgangspunkt starter det nye vaccinationsprogram i efteråret. Folk på 85+ og modtagere af hjemmehjælp vil blive indkaldt i september – andre i oktober. Din egen læge kan vurdere om du skal til før efteråret. Hvis du får tildelt flere vacciner, skal du være opmærksom på, at der skal gå tre måneder mellem to vaccinationer.

Hvad med dem på botilbud?

+50 årige på botilbud, vil som andre 50-årige få tilbudt vaccination. Vi ved endnu ikke, hvordan og hvor vaccinationen vil finde sted. På botilbud med yngre beboere (under 50), vil det være en konkret sundhedsfaglig vurdering, om der skal vaccineres. Der er endnu ikke taget endelig stilling til det spørgsmål.

Hvor skal jeg vaccineres?
Som det ser ud nu, skal du have vaccinationen hos din egen læge eller i et vaccinationscenter. Alt efter om egen læge har vacciner på lager. Din egen læge kan fortælle dig mere om det præcise vaccinationssted for dig.

Har du nogle spørgsmål, så kontakt din egen læge for mere information.

Sidst opdateret:
Gå til top Top