CP Danmark: Specialeplan kræver ændringer i kommunernes visitation
30. november 2021

CP Danmark: Specialeplan kræver ændringer i kommunernes visitation

Den nationale specialeplan sikrer i sig selv hverken retssikkerhed eller den rette behandling til mennesker med handicap. Skal planen have effekt i praksis, så kræver det ændringer i kommunernes visitation skriver CP Danmarks landsformand Pia Allerslev. 

Den nationale specialeplan er ikke i sig selv et instrument, som kan sikre, at mennesker med behov for en højt specialiseret indsats, rent faktisk visiteres til denne indsats. Det hjælper ikke, at vi tegner et flot kort over institutions- og tilbudslandskabet på det specialiserede socialområde, hvis vi ikke samtidig sikrer, at borgerne får adgang til og visiteres til de tilbud og den viden, der findes.

Derfor skal en specialeplan følges af en finansieringsreform, nye retningslinjer for visitation, så kommunerne ikke er alene om at visitere, ligesom det er helt afgørende, at vi laver en ambitiøs plan for, hvor og hvordan viden opbygges og formidles ud til de borgere, der har behovet.

Det skriver CP Danmarks landsformand Pia Allerslev og LEVs landsformand, Anni Sørensen, i et fælles debatindlæg i Altinget. De skriver blandt andet: 

Den ambition, som regeringen har forpligtet sig på, er altså en hel del stærkere end blot en national specialeplan. Retssikkerheden højnes således ikke i sig selv af en specialeplan, og den vil heller ikke sikre, at mennesker med handicap får den hjælp, de har behov for. Planen vil måske sikre, at tilbud og indsatser findes, og at man kan vurdere deres specialisering og kvalitet – men så stopper det også dér.

Hvis en sårbar borger med behov for en højt specialiseret indsats er så uheldig at bo i en kommune, der ikke synes, den har råd til den rette indsats – eller i en kommune som ønsker at fylde en plads op i et af sine egne (ikke specialiserede) tilbud – ja, så vil situationen være præcis den samme som i dag. Specialeplan eller ej.

Læs hele debatindlægget her: altinget.dk

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top