CP-forældre lærer fysioterapi i Uganda
22. maj 2018

CP-forældre lærer fysioterapi i Uganda

I Spastikerforeningens ulandsprojekt i Uganda skal forældre i 30 landsbyer nu på skolebænken for at lære fysioterapi, så de kan behandle deres børn med cerebral parese.

Det er egentlig lidt ironisk, at fysioterapi for mennesker med cerebral parese er gratis i Uganda, men fordi det foregår på hospitalerne, hvortil der er meget lang og dyr transport, hvis man bor ude i landsbyerne, så bruger forældre til børn med cerebral parese ikke den mulighed.

Det er en af årsagerne til, at fysioterapi er et fokusområde i Spastikerforeningens ulandsprojekt i Uganda, der har været i gang i et halvt år og samlet kører i tre år.

Thomas Arpe er frivillig i Spastikerforeningen i arbejdet med projektet, som foreningen samarbejder med Dansk Handicap Forbund om at administrere, og han siger om situationen i det afrikanske land:

- Den ugandiske CP-organisation, UNAC, er ved at etablere forældregrupper i omkring 30 landsbyer. Her vil en fysioterapeut undervise forældre til børn med cerebral parese, så forældrene selv kan træne og behandle børnene, der ellers ikke får nogen behandling.

Et andet fokusområde er fædrene. Det er meget almindeligt, at fædrene forlader deres familier, når det viser sig, at barnet har cerebral parese.

De tror, at barnet er forhekset. Derfor, som en del af projektet, bliver der oprettet fædregrupper, der skal informere og klæde fædrene på, så de forstår, at barnet ikke er forhekset.

Du kan læse mere om hele projektet her.

Sidst opdateret:
Gå til top Top