Grønlandsk støttemedlem i Spastikerforeningen
06. december 2018

Grønlandsk støttemedlem i Spastikerforeningen

I efteråret meldte grønlandske Pissassarfik sig ind i Spastikerforeningen som støttemedlem. Men hvad er Pissassarfik egentlig?

Spastikerforeningen har mange, gode støttemedlemmer, men navnet på et af de nyere medlemmer klinger lidt anderledes.

Det er nemlig det grønlandske handicapcenter, Pissassarfik, der har valgt at blive støttemedlem i Spastikerforeningen.

Pissassarfik, der hører under Socialstyrelsen, er et helt nyt landsdækkende handicapcenter, som er bygget i Sisimiut på den grønlandske vestkyst. Centrets funktion er at træde til, når kompetencerene er opbrugt i kommunerne overfor borgere med handicap.

Tilbuddene i Pissassarfik er rettet mod børn, unge og voksne med handicap, pårørende til personer med handicap og fagpersoner, som arbejder med området.

Borgere med handicap fra hele Grønland kommer her på et ca. to ugers ophold og får den indsats, de hver især har behov for. Der er psykolog, fysio- og ergoterapeut, audiologopæd og pædagog i det behandlende team.

Centret tilbyder faglig vejledning, rådgivning, udredning, undervisning, kurser, terapi og træning i forhold til fysiske, psykiske, tale­ sproglige og kognitive handicap.

Der findes ikke en grønlandsk CP-forening, derfor meldte Pissassarfik sig ind i Spastikerforeningen, hvor de vil få information og inspiration.

Andelen af mennesker med CP i Grønland er nogenlunde som i Danmark, og indtil videre har Pissassarfik haft kontakt med to børn og en voksen med CP.

Vil du også være støttemedlem, så læs mere her: Bliv støttemedlem

 

Personalet i Pissassarfik.

Fra venstre mod højre: Elise, køkkenleder - Katrine, rengøringsassistent - Erni, pedel – Elna, fysioterapeut – Claus., psykolog – Marthine, pædagog - derudover har Pissassarfik en ergoterapeut, audiologopæd, leder, tolk, kontorfuldmægtig og en pædagog mere.

Sidst opdateret:
Gå til top Top