Skæv tilgang til medicinsk cannabis
09. februar 2018

Skæv tilgang til medicinsk cannabis

Uden offentligt tilskud tvinges folk med begrænset økonomi ud på det illegale marked.

Den fireårige forsøgsordning med medicinsk cannabis er nu kommet i gang. Fra årsskiftet blev det muligt for bestemte grupper at få medicinsk cannabis på recept. Det drejer sig om folk med kroniske smerter, spasticitet på grund af sklerose og rygmarvsskader samt kvalme og opkast efter kemoterapi. Også flere med cerebral parese har tidligere fået bugt med deres smerter og uro i kroppen med medicinsk cannabis i forskellige udgaver.

Alle læger i Danmark kan udskrive recept på medicinsk cannabis, men det er langt fra alle, der vil gøre det. For der er ingen dokumentation for effekt og bivirkninger. Det håber man at kunne indsamle i de næste fire år.

Produkterne er således ikke godkendt. Derfor har både Lægeforeningen og de praktiserende lægers faglige selskab, Dansk Selskab for Almen Medicin, været meget skeptiske overfor ordningen og nærmest frarådet deres medlemmer at udskrive recept på medicinsk cannabis.

Flere patientforeninger har oplevet, at mange af deres medlemmer, med håb om lindring af smerter, spasmer og kvalme med medicinsk cannabis, er blevet afvist hos deres praktiserende læge.

Men ifølge dagbladet Politikens oplysninger fra sundhedsregistret Det Fælles Medicinkort har der i januar været foretaget 131 ordinationer af medicinsk cannabis, der er omfattet af forsøgsordningen, til i alt 111 patienter. Recepterne er udskrevet af 53 forskellige læger. Så lidt skred er der kommet i tingene.

Dyrt, begrænset udvalg

Udvalget af medicinsk cannabis er på nuværende tidspunkt meget begrænset – og dyrt. På apoteket kan man købe to typer cannabisblomster og topskud. De er begge importeret fra Holland og sælges i bøtter med fem gram til en pris på 788 kroner. Indholdet anbefales brugt som te.

Den høje pris er en stor barriere for de fleste, der eventuelt vil kunne få gavn af medicinsk cannabis, idet det anslås, at man skal bruge 2-3 bøtter om måneden. Og som situationen er nu, gives der ingen offentlige tilskud til medicinsk cannabis. Det var en knast i politikernes forhandlinger inden jul, som er fortsat i det nye år.

Fra flere politikere er der dog udtrykt ønske om, at en tilskudsordning er nødvendig for at skabe lige muligheder, så også folk med få økonomiske ressourcer kan være med i ordningen. Hvis ikke tvinges de ud på det illegale marked, og det var blandt andet for at stoppe den trafik, at Folketinget besluttede at sætte forsøgsordningen i gang.

Sundhedspersonalets udfordringer

Fordi medicinsk cannabis er så dyrt, og kun få læger vil udskrive det på grund af manglende evidens, er også sygeplejersker havnet i svære dilemmaer. Det viser en rundspørge, som fagbladet Sygeplejersken har foretaget blandt kommunale sygeplejersker. For hvordan skal de agere, når de møder patienter, som selvmedicinerer sig med cannabis?

Du kan læse mere om forsøgsordningen og om en ny privatklinik, der er skudt op i kølvandet på ordningen, i det nye nummer af CP Magasinet INDBLIK, som du finder her.

Du kan også holde dig orienteret om, hvilke produkter der tilbydes, på hjemmesiden medicinpriser.dk

Sidst opdateret:
Gå til top Top