Pletskud med 110 deltagere på Skive Festival
11. juni 2018

Pletskud med 110 deltagere på Skive Festival

Spastikerforeningens én-dags arrangement til årets Skive Festival den 2. juni blev en rigtig god oplevelse. 110 deltagere var samlet til begivenheden, der i år blev afholdt for 4. gang.

Skive Festival- Vi havde det fineste vejr, glade deltagere og rigtig mange gode hjælpere fra Lions, der dagen igennem fik det hele til at glide, fortæller de to kredsformænd Bent Ole Nielsen og Jørgen Knudsen, der er de primære kræfter bag arrangementet.

I et stort telt kunne Spastikerforeningens gæster slappe af og hvile ørerne mellem den musikalske optræden på scenen. Teltet var i år placeret på en asfalteret plads tæt ved vandet, festivalpladsen og parkeringspladsen, men alligevel så tilpas tilbagetrukket at man både inde og ude kunne hygge sig i fred og ro.

Og det var der mange, der gjorde. I alt deltog 110 i arrangementet. De fleste var tilmeldt som enkeltpersoner, men også flere af foreningens kredse havde i år arrangeret fællestur til musik-begivenheden.

Helt naturligt kom de fleste deltagere fra kredsene nærmest Skive, mens andre, der havde en længere køretur til festivalen, benyttede lejligheden til at overnatte nogle dage på en campingplads nær Skive.

Frokost i teltet

- Som noget nyt i år kunne deltagerne bestille forskellige former for frokost, som blev nydt i teltet, hvilket betød, at mange kom til festivalpladsen tidligere end de øvrige år. Maden var god, så det var virkelig en succes, fortæller Bent Ole Nielsen.

På scenerne kunne man bl.a. høre Johnny Logan, Queen Machine og Brødrene Olsen, inden pop/rock duoen Infernal lukkede store scene et stykke efter midnat. Men her var Spastikerforeningens gæster for længst taget hjem, en god oplevelse rigere.

Med stor opbakning fra alle sider og fine tilbagemeldinger fra deltagerne har arrangørerne besluttet at gentage arrangementet igen til næste år. Det bliver 5. gang i streg, og tidspunktet er første weekend i juni.

Skive Festival

Sidst opdateret:
Gå til top Top